ALD

Information om racen Australsk labradoodle

Om den australske labradoodle

Den australske labradoodle (ALD) blev udviklet i Australien i 1980'erne, da man ønskede at skabe en allergivenlig servicehund. Målet var at kombinere intelligens, samarbejdsvilje og et mildt temperament med en pels, som kunne tolereres af mennesker med pelsdyrsallergi. For at opnå det bedste resultat, indgik labrador retriever, puddel og cockerspaniel i de oprindelige avlslinjer – udvalgt for deres egenskaber og temperament.

Da racen er en sammensætning af flere racer, anerkendes den ikke af FCI eller DKK. Men ALD er i dag underlagt strenge internationale avlsstandarder og avlsrestriktioner, og der findes registreringsforbund som WALA (Worldwide Australian Labradoodle Association), der har til formål at bevare racens sundhed, egenskaber og kvalitet.

Fokus på sundhed og sind – ikke udstilling

Modsat mange andre racer er det ikke udseendet, men sundheden og temperamentet, der er i centrum for avlsarbejdet med ALD. Målet er at bevare en hund, der er fysisk robust, mentalt stabil og egnet som både familie- og terapihund.

Af samme grund sælges vores hvalpe med krav om neutralisering, for at beskytte racens fremtid og sikre, at der kun avles videre på hunde, som opfylder de høje standarder.

En særlig race med unikke egenskaber

Den australske labradoodle er kendt for sit kvadratiske eksteriør, sine runde, udtryksfulde øjne, og sin bløde, luftige fleecepels uden underuld. Pelsen er allergivenlig for mange mennesker og fælder ikke, men kræver jævnlig pleje og klipning.

ALD'er er kærlige, loyale, intuitive og legesyge. De er sociale hunde, der knytter sig tæt til deres familie og har brug for samvær i hverdagen – det er ikke en race, der trives med mange timer alene dagligt. Deres evne til at mærke og spejle menneskers følelser gør dem særligt velegnede som service- og terapihunde.

Størrelser og pelspleje

Den australske labradoodle findes i tre størrelser:

  • Standard: 51–55 cm / 18–24 kg
  • Medium: 43–50 cm / 14–18 kg
  • Miniature: 35–40 cm / 7–12 kg

Vores hunde har en wavy fleece-pels med store, bløde krøller. Pelsen skal redes grundigt 3–4 gange om ugen med kam, da små knuder ellers kan udvikle sig til filtre, som skal klippes væk. ALD'er klippes typisk 3–4 gange årligt – det kan gøres hjemme eller hos professionel. De kan bades efter behov med mild shampoo og balsam.

Allergivenlighed og besøg

Mange mennesker med pelsdyrsallergi kan tåle ALD-hunde, og vi tager gerne imod besøg fra de familier som er skrevet på venteliste, hvor det er muligt at teste, om racen tåles. Vi har med succes placeret hvalpe i familier med allergi, som i dag lever problemfrit med deres hund.

Et opdræt med dybdegående test og udvælgelse

Hos os udvælges avlshundene med stor omhu og ansvar. Vores hunde er:

  • Røntgenundersøgt for hofter, albuer og knæ
  • Øjenlyst
  • DNA-testet for 14 arvelige sygdomme
  • Genetisk profileret via et certificeret laboratorium i Holland

Alle vores hunde er fri for hofteledsdysplasi og uden anmærkninger på de fysiske helbredstests. DNA-profilerne sikrer, at vi kun avler på hunde, som ikke bærer på skjulte arvelige sygdomme. Det er en omkostningstung proces, men en afgørende del af vores kvalitetsarbejde. Sunde avlshunde skaber sunde hvalpe.

Mentalitet og trivsel i centrum

Det vigtigste for os er, at hundene trives – både fysisk og psykisk. Derfor vurderer vi også hundens sind og personlighed, inden vi beslutter, om den skal indgå i avl. Vi udvælger nogle hvalpe som fremtidige avlsaspiranter, men det er først som voksne, vi beslutter, om de trives i rollen som avlshund.

En tæve bliver kun brugt i avl, hvis hun nyder processen og moderskabet. Hvis en tæve ikke trives med hvalpe, vælger vi ikke at bruge hende igen – også selvom vi har haft store udgifter til test og godkendelse. Det handler om hensynet til tævens trivsel og ansvarligt opdræt.

Mere end hvalpe – en værdi
 Vores hunde er en del af vores familie og lever med os, fordi de er en del af noget større. Hver enkelt hund har værdi i sig selv – ikke kun som avlshund, men som livsledsager og kærligt væsen.


Dette websted bruger cookies for at sikre en korrekt funktion, sikkerhed og for at give dig den bedst mulige brugeroplevelse.

Avancerede indstillinger

Du kan tilpasse dine cookiepræferencer her. Aktiver eller deaktiver følgende kategorier, og gem dit valg.